HJEM Arbejds områder Om os Kontakt
Aagaards Maskinstation udfører pt. glatførebekæmpelse på hele Lolland/Falster  

Bekendtgørelse af lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje

Herved bekendtgøres lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 391 af 22. maj 2008, med de ændringer, der følger af § 133 i lov nr. 1336 af 19. december 2008. § 11. Den snerydningspligt, der påhviler grundejerne, omfatter pligt til at rydde færdselsarealer for sne snarest muligt efter snefald. Pladsen omkring brandhaner, brand- og politialarmskabe og installationer til trafikregulering skal til enhver tid holdes ryddet for sne. Stk. 2. Uanset hvem der har pligt til snerydning på fortov og kørebane, har grundejerne pligt til at rydde trapper til deres ejendomme for sne. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen (vejbestyrelsen) kan efter forhandling med politiet give nærmere forskrifter for snerydningens udførelse, herunder om hvor snebunker skal henlægges. § 12. Den pligt, der påhviler grundejerne til at træffe foranstaltninger mod glat føre, omfatter pligt til snarest muligt efter førets indtræden, at bestrø færdselsarealet med grus, sand el.lign. Stk. 2. Uanset hvem der har pligt til at træffe foranstaltninger mod glat føre på fortov og kørebane, har grundejerne pligt til at gruse trapper til deres ejendomme. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen (vejbestyrelsen) kan efter forhandling med politiet give nærmere forskrifter for glatføreforanstaltningernes udførelse, herunder for anvendelse af salt og andre kemikalier. § 13. Den renholdelsespligt, der påhviler grundejerne, omfatter pligt til at fjerne ukrudt, at feje asfalterede, brolagte, flisebelagte eller på anden måde overfladebehandlede færdselsarealer, at fjerne affald og andet, der er særlig forurenende eller til ulempe for færdslen, samt at renholde grøfter, rendestene, nedløbsriste, rørgennemløb og udløbsrender for alt, der kan hindre vandets frie løb. Stk. 2. Uanset hvem der har pligt til renholdelse af fortov og kørebane, har grundejerne pligt til at renholde trapper til deres ejendomme. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen (vejbestyrelsen) kan efter forhandling med politiet give nærmere forskrifter for renholdelsens udførelse, herunder for tidspunkter for renholdelsen, anvendelse af kemikalier samt for henlæggelse eller fjernelse af affald. § 14. En grundejer kan overdrage til en anden i vedkommende ejendom eller i nærheden af ejendommen bosat person at drage omsorg for opfyldelsen, af de forpligtelser, der påhviler grundejeren. Stk. 2. Sådan overdragelse skal finde sted, såfremt grundejeren ikke bor på eller i nærheden af ejendommen. Stk. 3. Aftalen skal være skriftlig og skal skriftligt anmeldes til vejbestyrelsen eller, for så vidt angår private fællesveje og private veje, vedkommende kommunalbestyrelse. Såfremt grundejerens forpligtelser hviler på bestemmelser truffet af en kommunalbestyrelse i henhold til § 5, stk. 3, skal aftalen dog anmeldes til denne kommunalbestyrelse. Den myndighed, til hvem aftalen anmeldes, kan nægte at godkende aftalen, såfremt den af grundejeren udpegede person ikke kan anses for egnet til at sørge for forpligtelsernes opfyldelse